Hvad har Carl Larsson, Anders Zorn og den verdensberømte Dalarhest til fælles? De er alle en del af Dalarnas fascinerende kulturarv, en kulturrejse som du kan komme med på, hvis du har lyst til at besøge en perlerække af steder, der har spillet en vigtig rolle i svensk historie.
Med Kulturpasset får du et kort over ni af Dalarnas mest enestående og ikoniske kulturelle seværdigheder. Tag afsted på en rundtur og stop ved steder, der rummer spændende aspekter af Sveriges historie, oplev autentiske kulturlandskaber og hør historier om mennesker, der har sat et uudsletteligt præg på området. Kig ind i kunstnernes hjem, se enestående verdensarvssteder, historiske industriområder og haver og oplev alle de imponerende historier, der er at fortælle om både Dalarna og Sverige.
Glem ikke at nyde Dalarnas varierede og smukke landskab undervejs med alt fra små hyggelige gårdbutikker, cafeer og restauranter, til smukke udsigtspunkter, fine vandreture og gode cykelstier. For slet ikke at tale om selve landskabet med alt fra opdyrket land til tætte skove, blanke søer, blålige bakker og høje bjerge.
Kulturrejsen omfatter ni besøgssteder
1. Avesta Art, Avesta
Oplev en magisk blanding af historie, kunst og moderne teknologi. Dette gamle jernværk, bygget i 1874 og lavet af glitrende sten, er blevet forvandlet fra et tungt, sodet, støjende industrimiljø til et nyt mødested: Verket. Her finder man både kunstinstallationer og kulturelle oplevelser som musik, teater og foredrag.
2. Zorn museum, Mora
Et af Sveriges mest elskede kunstmuseer med verdens største samling af værker af den kendte maler Anders Zorn. Et udvalg af Zorns akvareller, oliemalerier, skulpturer og raderinger er altid udstillet, sammen med kunst og kunsthåndværk fra kunstnerens egne samlinger. Et par gange om året arrangeres der midlertidige udstillinger på en af museets to etager. Åbent hele året rundt.
3. Carl Larsson-gården, Sundborn
Velkommen til Carl og Karin Larssons hjem. Træd ind i deres hus og opdag mere om det verdensberømte kunstnerpar og det begivenhedsrige liv, de førte. Carl Larsson-gården i Sundborn lige uden for Falun er et ikon og inspiration for svensk moderne boligindretning og familieliv. Åbent hele året rundt.
4. Falu Kobbermine, Falun
Her befinder du dig i hjertet af Verdensarvet Falun, et sted med en tusindårig historie. Tag en tur ned under jorden, og følg sporet af århundreders minedrift i store minerum, snoede gange og dybe skakter. Her får du fortællingen om livet og arbejdet i minen, som det udfoldede sig igennem flere hundrede år. Åbent hele året rundt.
5. Hildasholm, Leksand
Læge og forfatter Axel Munthes skænkede Hildasholm som gave til sin kone Hilda på deres bryllupsdag, og det er nu et smukt hus fyldt med skjulte overraskelser og haveroplevelser. Tag en guidet tur rundt i huset eller udforsk parken. Om sommeren står den to hektar store naturpark i fuldt flor med masser af smukke og fantastiske haverum rundt omkring huset.
6. Ornässtugan, Borlänge
Ornässtugan ligger vidunderligt på et næs i søen Runn mellem Borlänge og Falun. Loftsetagen blev bygget allerede i begyndelsen af 1500-tallet en lokal rigmand, og husets måske mest kendte gæst var kong Gustav Eriksson Vasa - som flygtede herfra via lokummet.
7. Porfyr- och Hagströmmuseet, Älvdalen
På dette museum finder du genstande, der er skabt til at glæde både ører og øjne. Nyd de unikke samlinger af kunstværker lavet af porfyr eller instrumenterne skabt af Hagström. Med andre ord en unik kombination af lokal industri og kulturarv, som eksporterer både porfyr og musik til hele verden – til berømtheder som Elvis Presley, Frank Zappa, Paul McCartney og David Bowie. Åbent hele året rundt.
8. Dalarna Museum, Falun
Lær om Dalarnas rige historie i permanente udstillinger, der omfatter verdens største samling af Dalarheste, Selma Lagerlöfs arbejdsplads og meget mere. Året igennem er der også midlertidige kunst-, kultur- og historiske udstillinger om en række skiftende emner. Åbent hele året rundt.
9. Nils Olsson Dalahästar, Nusnäs
Landsbyen Nusnäs, uden for Mora, er stedet, hvor de fremstiller den måske mest kendte hest af alle - Dalarhesten. Her på Dalarhestefabrikken kan du komme helt tæt på processen fra træblok til malet hest. Og hvorfor ikke prøve at male din egen hest også! Åbent hele året rundt.
Få en unik Dalarhest ved at samle mærker i Kulturpasset
Kulturpasset koster 125 SEK og fås på disse ni turiststeder. Passet giver indehaveren særlige fordele på hvert sted. Ved brug af en af disse fordele får indehaveren et stempel i Kulturpasset. Besøg på alle ni steder vil blive belønnet med en særlig Dalarhest som gave.
Husk, at åbningstider og tidsrum for guidede ture med mere kan variere. Forudbestilling er ofte påkrævet. Tjek altid de seneste oplysninger om destinationen, før du besøger dem.